Fanget i sin egen krop - min Far
Min Far døde i november 2002 - og var syg i flere år
Fanget i sin egen krop
atter en søndag kører jeg mod Lolland for at besøge min syge Far
atter en gang tænker jeg, hvordan har han det
atter en gang tænker jeg - har han ikke altid været syg
har jeg ikke altid fået at vide, at nu var han dårligere
har jeg ikke altid været bange for, om det nu var værre
solen skinner og september måned er varmere end den plejer
september måned - blid blød og varm
i bilen er varmen for meget
men det skal blive meget værre
værre bliver det hele, da jeg træder ind af døren til min Fars hus
falckmanden kæmper for at få Far hen på sofaen
lille Far så afpillet og afkræftet
benene nægter næsten at bevæge sig
varmen i stuen er ulidelig
det samme er stemningen - panik - håbløshed og fortvivlelse
Far - du er fanget - du er fanget i din egen krop
du kan ikke dø
men i dag kan du heller ikke leve
hvorfor sender de dig hjem fra hospitalet
hvem skal tage hånd om dig her
her i varmen i den indelukkede stue
her hvor Ruth bare sukker højlydt hele tiden
her hvor Ruth ikke magter kampen mere
et tungt bump og du lander på sofaen
matte øjne - tør mund og så klam - sveden pibler på din pande
kroppen er stiv og du kan ikke kæmpe dig på plads
jeg må gøre noget
jeg må gøre et eller andet
jeg leder efter en kold klud
jeg henter saftevand - saftevand i krus med tud - som til en baby
jeg tører din pande med den våde klud
jeg hælder lidt saftevand i dig
du sukker taknemligt
pludselig bliver det hele for meget
jeg går på toiletet for at være mig selv - ikke græde - ikke græde
tilbage i den varme stue
du beder om at få tøjet af - jeg kæmper med din dødvægt
arme og ben er stive
men så ligger du der i sofaen - med blebukser og undertrøje uden ærmer - blå kant fra centralsygehuset
du er så tynd så tynd og har blå mærker på det meste af kroppen
du som var så stor og stærk en gang
lille far hvad kan jeg gøre - ingen ting
døden ville være en befrielse
tiden går i stå - igen og igen kikker jeg på uret
hvad håber jeg på - måske bare på at flygte
Ruth sukker højlydt om hvorfor de har sendt dig hjem
jeg er ved at skrige - SÅ HOLD DA KÆFT
på sofakanten dupper jeg din pande og hælder mere saftevand i dig
jeg tænker lille far jeg elsker dig
lille Far du er fanget - fanget i din egen stive krop
du er ikke død og du lever ikke
det bliver en lang søndag efermiddag
og da jeg kører mod København er tankerne mange
og det bliver en lang nat
igen og igen vångner jeg op og ser din kamp - fanget i din egen stive krop
lille Far hvornår får du fred